Johannes Buchholtz
og
Olga Jagd
Johannes Buchholtz er født i Odense 22. februar 1882.
Han blev uddanet som trafikassistent hos Statsbanerne. Efter at have været rundt på flere stationer, blev han i 1902 ansat på Struer Banegaard.
I begyndelsen boede og spiste han på Fru Jagds pensionat.
En dag ved spisebordet kom han til at sige, at han syntes omgivelserne i Struer var så triste.
Det fik fru Jagd´s datter Olga til, vistnok lidt skarpt, at sige så har De aldrig set Toftum Bjerge.
Det kan jo godt være Buchholtz allerede havde set, der var noget ved Olga, så han svarede , at dem ville han sandelig gerne se, men så skal De tage med mig derud.
Det gjorde hun, og de skiltes aldrig siden, deres forhold er blevet nævnt som nærmest siamesisk.
De blev gift i 1908
De byggede et hus, som de selv havde tegnet, og bestemt alt i. Det stod færdig 1911, hvor de da flyttede ind, og boede der til deres død.
Buchholtz havde evne til at skrive, uden at forklejne trafikassistenters arbejde, var der vel ikke så meget at tage med hjem. Han begyndte straks at skrive.

1915 udgav han "Egholms Gud", som han fik Drachmannlegatet for, i øvrigt som den første.
I 1924 var salget af bøger blevet, så han kunne opgive sit arbejde ved jernbanen.

I 1938 modtog han "Ingenio et arti".
"Ingenio et arti" er stiftet af Christian den 8.
En forstjensmedalje der kunne tildeles danske og udenlandske videnskabsmænd og kunstnere.
Den kunne også tildeles kvinder!

1938 blev "Skænk mig fjender" opført på Det Kongelige Teater med stor succes, og Clara Pontoppidan og Poul Reumert i hovedrollerne.

Ti år efter Buchholtz´s død, blev romanen "Susanne" filmatiseret med Astrid Villaume i hovedrollen. Årets film der kom ud til et meget stort publikum

En dejlig tænkt detalje, man føler sig straks velkommen.
Denne siddeplads, skålen på bordet, værket på væggen, sammen med farven, er ikke til at få øjnen fra, man vil ikke risikere at gå glip af synet, ved at sættes sig.
Johannes- og Olga var gode til at samle folk, det var ofte forfatterkollegaer, især Limfjordens, som Thøger Larsen, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Johannes V. Jensen og Thit Jensen, de to sidste hadede godtnok hinanden.
Det fortælles, at en gang Thit var på besøg i Struer, og så sin bror på vej mod hoveddøren, da sprang ud af et vindue.

Der kom mange andre

Olga og Johannes gik meget, det er vel ikke utænkeligt, deres første tur til Toftum Bjerge var til fods.
En dag kunne det godt være Vrald Odde rundt, Odden har i 1902 set mere naturligt ud end i dag. Der var mange blomster og græs derude.

Da Johannes skulle skaffe brudens buket, blev det med planter fra Vrald Odde, det siges Olga måtte knibe et par tårer, det kan man godt forstå.

De gik også ofte en tur rundt om Resen Kirke, på en markvej ved Kilen.

Johannes Buchholtz skrev mange bøger, men sad ikke bare derhjemme.
Han var med i meget ude i byen og satte meget i gang, småt og stort.

Han fik interesse for at skaffe Struer et museum, fik noget kommunal og privat støtte, så der i 1930 kunne åbnes et par stuer i den gamle præstegaard. I 1935 købte han hele ejendommen. Nu var der et helt museum, med en fin samling.
Buchholtz ledede museet til sin død i 1940.

Olga boede i deres hus til hun døde i 1957, hvor huset blev en del af Struer Museum, som nu kan vise noget helt specielt.

Buchholtz stræbte ikke efter at blive en "stor" mand, han havde det godt, mens han gik her, fordi han gik med "hende".

Johannes Buchholtz har betydet
meget for Struer

Huset er i dag en del af Struer Museum, besigtigelse er med i entrebiletten. Der er adgang i museets åbningstid.
Huset er i dag en del af Struer Museum, besigtigelse er med i entrebiletten. Der er adgang i museets åbningstid.
Man forestiller sig nemt, at dette hus i 1911 har været noget helt særligt
Når man bevæger sig rundt i huset, påkalder alt opmærksomhed, først ultramarinfarven i alle rum som ikke hindrer at man ser alle de mange forskellige møbler, og samlingen af et væld af pudsigheder.
Huset, opført 1911, står som da Olga og Johannes levede.

Johannes og Olgas urner er sat i deres elskede have.
På stenen står de to sidste linjer i et digt Johannes havde skrevet til Olga.
Hun fandt det først efter hans død.
Hele digtet lyder sådan:

Alt hvad du mente var evigt mistet,
det kommer igen til dig.
Tangen dufter, og bagved drager fjorden i al evighed sit vejr.
Nu sidder vi godt hos hinanden
og ser mod dagen der kommer.
Flet dine fingre i mine fingre
nu vil vi ikke mere skilles.
Se også Limfjordslitteratur