I et stille vandhul - nede under vandet - levede en flok larver. De levede lykkeligt dernede langt væk fra solen. Men engang imellem forsvandt en af larverne pludselig op ad stilken på en åkande. De andre undrede sig over, hvor den blev af. Hvorfor kom den ikke tilbage? Var den ikke glad for at være dernede, eller hvad skete der? Larverne blev enige om, at næste gang en af dem klatrede op ad åkandestilken, skulle vedkommende larve komme tilbage og fortælle de andre, hvad der skete, og hvor han eller hun gik hen.

En forårsdag opdagede den ene larve, at den pludselig var på vej op ad stilken. Og før han egentligt forstod, hvad der skete, var han brudt igennem vandets overflade og lå nu på det brede, grønne åkandeblad. Da han kom til sig selv, så han undrende på sin krop. Hans gamle krop havde forandret sig: Han havde lige pludselig fire sølvvinger og en lang hale. Han bevægede sine vinger og opdagede, at han var blevet til en guldsmed! Han fløj gennem luften og følte sig glad og munter i de nye omgivelser. Indimellem landede han på et blad, og når han så ned mod bunden af vandhullet, kom han i tanke om aftalen med de andre larver.

Uden at tænke sig om styrtede guldsmeden sig ned mod vandet. Pludselig ramte han overfladen og blev skubbet tilbage. Det gik da op for ham, at uanset hvor meget han end gerne ville fortælle de andre om, hvad der var sket, kunne han aldrig komme ned og fortælle de andre larver om sin forvandling. Det var helt umuligt. Og guldsmeden fløj lykkeligt af sted i sin nye verden af sol og luft.